DM i Poker: Det kan I gøre bedre, Casino Copenhagen!

DM i poker løber i disse dage af stablen på Casino Copenhagen. Et sted som gennem de senere år har været aldeles udskældte blandt pokerspillere for blandt andet dårlig service og pression i forbindelse med drikkepenge. Dog er det lykkedes dem at forbedre det dårlige image over de sidste 6-12 måneder og aktivt samarbejdet med pokerspillerne (også kendt som deres kunder) og derfor var dette års DM en test for fremgangen på Casino Copenhagen.

Kan jeg få et årskort?

I indgangen på Casino Copenhagen bliver jeg modtaget af flink receptionist/garderobedame, der får mig registreret til turneringen. De sidste mange gange jeg har været på casinoet, har jeg spurgt til et fysisk årskort, så jeg ikke behøver at stå i kø hver gang, jeg er derinde, men er alle gange blevet bedt om at vente til næste gang, da der “var travlt”. Således også denne, hvilket irriterer mig. Derfor kan jeg også næste gang spilde unødig tid i garderoben i stedet for blot at gå op til indgangsscannerne og komme ind, sikke et gigantisk spild af tid.

Risiko for falske jetoner

Turneringslokalet er det sædvanlige på første sal med baren i fjerneste ende. Vel ankommet til mit turneringsbord ser jeg til min store forfærdelse, at det er casinoets standard-jetoner, de har valgt at bruge. Således de samme som der også bliver brugt i de helt billige turneringer derinde. Med tanke på alle de skandaler med pokerjetoner (indsmugling, kopiering), der har været det seneste år i pokerverdenen, er det ganske forrykt, at man vælger at operere med standardjetonerne til et danmarksmesterskab. Grunden er naturligvis, at det er meget billigere for casinoet med denne løsning fremfor at sætte en produktion i gang af unikke jetoner, men det er nu engang nødvendigt, når man afholder en turnering i denne prisklasse.

jetoner

Konduite ønskes

På førstedagen udspillede der sig en mægtig sjov situation sig, da fire spillere ved et bord, heriblandt Pierre Alexander Christen og Thor Drexel, havde givet en amatør 9000 kroner for drikke en flaske Jack Daniels på et level (1 time) i turneringen. Barpersonalet serverede flasken med tilhørende cola og floormanagerne morede sig, ligesom resten af spillelokalet, over amatørens forsøg på at få gjort kål på flasken. Adskillige udbrud, som vel bedst kan kategoriseres som “sjov fuldemandssnak”, kom fra amatøren og alle var flade af grin.

På selve bordet begyndte amatøren efterhånden at have svært ved at holde fokus og klovnede lidt rundt (handlede ude af tur og lignende). Værst for ham selv var det, at han ved flere lejligheder kom til at vise sine kort og således havde hans modstandere en enorm fordel mod ham. Amatøren var så blot heldig at ramme de mest utrolige riverkort. Vær dog ikke i tvivl, alle os i spillelokalet drømte at have amatøren siddende ved netop vores bord.

Nu skete der så det paradoksale, at amatøren blev smidt ud af personalet i pokerrummet. Selvsamme personale som forinden havde serveret ham alkoholen og endda moret sig kosteligt over forsøget. Helt katastrofal ageren i et pokerrum, hvor folk sad i shorts og stemningen burde være løs. Hav da lidt højere til loftet, Casino Copenhagen og situationsfornemmelse og giv manden lidt flere advarsler end en normal spiller ville have fået. Som en af personerne ved mit bord tørt fik konstateret: “Hver gang der er to valg, hvor det ene giver dårlig pr og det andet god pr, vælger Casino Copenhagen den med dårlig pr”.

Den øvrige service var der intet at udsætte på, dealere var meget professionelle og mht drikkepenge holdt jeg desværre ikke i turneringen længe nok til at se om det var blevet bedre.

Vi ses til DM i Poker 2015 på Casino Copenhagen, hvor der forhåbentlig er nye unikke jetoner og lidt højere til loftet.

3 KOMMENTARER
KOMMENTARER TIL DETTE INDLÆG
  1. Hvornår på året holdes DM i poker 2015 kunne godt tænke mig at være med?

    Marck holm 22. juni 2015 SVAR

Læg en kommentar