DM i Poker bliver mere og mere udvandet
Peter Holst fra Danske Spil fremlagde i fredags i Pokermagasinet strukturen i forbindelse med Danmarksmesterskabet i Poker 2014 og det var med en kæmpe overraskelse. Tidligere har der været en main-event med et buyin og så en række kvaller, hvor de mindre spillere kunne kvalificere sig.
Nu er den struktur afskaffet og ind kommer et nyt koncept, hvor man på Dag 1A, 1B, 1C og 1D kan købe sig ind for 1000 kroner. Buster man på 1A, kan man købe sig ind igen på 1B og så fremdeles. Der er to gane Dag 2 og man kan her købe sig ind på 2A og 2B for 5000 kroner og modtage en average stack (målt på alle Dag 1’er). Igen med mulighed for re-entry, hvis man buster 2A. På dag 3 kan man købe sig ind for 15000 og igen modtage en average stack. Herefter er turneringen “låst” og re-entries er ikke længere muligt.
Gennem de senere år er DM i Poker blevet et fattigere og fattigere brand og det er der naturligvis flere grund til. Den oplagte er, at poker ikke er så populært, som det har været og det har helt sikkert en del af skylden. Andre grunde er, at man fra Casino Copenhagens side ikke har været dygtige nok til at tegne en profil af Danmarksmesterskabet som noget interessant og prestigefyldt samt at man ikke har vidst hvilken stol, man skulle sætte sig på og i stedet er endt med at sætte sig lige midt imellem.
Et danmarksmesterskab bør være et sted, hvor eliten konkurrerer og som arrangør bør man ikke (i første omgang) have det mål at få flest muligt med ved at nedsætte buy-in til peanut-niveau, hvilket er sket med denne struktur. Eliten gider ikke deltage i 1000 kroner tours. Mange vil naturligvis købe sig ind på dag 3, men så vil forholdet mellem ukendte og eliten være i kæmpe favør til den ukendte. Det kreerer en aldeles uinteressant turnering set fra tilskuernes side (som i alle andre sportsgrene vil man helst læse om “de store”), som igen rammer pokermedierne (de har færre historier, der trækker læsere at skrive), der igen rammer sponsorer og slutteligt rammer DM i Poker som koncept, da man har udvandet brandet og gjort det til et amatørevent (som vi har rigeligt af i form af Spring Tour osv.).
Rent sportsligt er strukturen også meget lidt retfærdig. Hvem har overblik over hvad, average bliver efter Dag 1? Ingen. Dvs. potentielt får de folk, der køber sig ind på Dag 2 en uforholdsmæssig stor fordel, når average efter dag 1 ligger på eksempelvis 9 gange average. Alternativt kan man købe sig ind på alle dag 1 og 2, for at spille fuldstændigt vildt og skulle det glippe at skabe sig en stor stak, tager man blot dag 3 til 15000. Er det sådan, man ønsker at afholde et DM?
Generelt er jeg rigtig glad for at have så mange amatører med så muligt i alle pokerspil, men det, man er ved at gøre til DM, betyder at man fortsætter trenden med at udvande DM og i år endda med raketfart. Sker en total udvanding mister pokeren et kæmpe flagskib i form at et eliteevent, hvilket uundgåeligt rammer hele pokerbranchen.
Så kære Erik Jensen, hvis du ikke vil smadre DM i Poker for os pokerspillere (og således også dig), overvej dette format og lav det hurtigst muligt om til noget, der sikrer interessen fra alle sider.



KOMMENTARER TIL DETTE INDLÆG